Er din familie egentlig “normal”?
Måske var din familie helt almindelig. Måske var den også lidt kaotisk, lidt svær eller fuld af ting, man ikke talte om. Men det betyder ikke, at du skal skamme dig over det.
Har du nogensinde tænkt:
“Jamen sådan var det jo bare hjemme hos os.”
Måske skændtes I meget.
Måske talte I aldrig rigtigt om følelser.
Måske skulle man helst ikke fylde for meget.
Måske var der én, der bestemte det hele.
Måske lærte du tidligt at mærke stemningen i rummet, før du sagde noget.
Måske var der masser af kærlighed.
Og samtidig ting, der gjorde ondt.
Det sidste kan være svært at få til at hænge sammen.
For hvis du havde en mor og far, der elskede dig, gjorde deres bedste og sørgede for dig, hvordan kan du så tillade dig at sige:
“Noget af det, jeg voksede op med, har faktisk påvirket mig.”
Det må du godt.
To ting kan godt være sande på én gang
Jeg hører ofte mennesker sige:
“Mine forældre gjorde jo det bedste, de kunne.”
Ja.
Det tror jeg faktisk på.
De fleste mennesker gør det bedste, de kan, ud fra det, de selv har lært, oplevet og haft til rådighed på det tidspunkt.
Men…
Det betyder ikke nødvendigvis, at det bedste, de kunne, altid var det, du havde brug for.
De to ting kan godt eksistere samtidig.
Dine forældre kan have elsket dig.
De kan have gjort deres bedste.
Og du kan stadig have fået nogle mønstre med dig, som ikke fungerer særlig godt for dig i dag.
Det er ikke en anklage.
Det er ikke en dom.
Det er bare en måde at forstå din historie på.
Og jeg synes faktisk, det kan være ret befriende.
“Så slemt var det jo heller ikke…”
Det er her, mange af os begynder at minimere vores egen historie.
“Andre havde det meget værre.”
“Jeg fik jo mad på bordet.”
“Mine forældre slog mig jo ikke.”
“De gjorde jo alt, hvad de kunne.”
“Vi var da en helt normal familie.”
Og måske var I også en helt almindelig familie.
For hvad pokker er en “normal” familie egentlig?
Den perfekte kernefamilie fra reklamerne, hvor alle spiser aftensmad sammen, taler pænt til hinanden og aldrig smækker med døren?
😂
Jeg har endnu til gode at møde den familie.
Alle familier har deres historier.
Nogle har mere uro end andre.
Nogle har mere tavshed.
Nogle har misbrug, sygdom eller alvorlige problemer.
Andre har noget, der udefra ser meget mindre dramatisk ud, men som alligevel satte sig i børnene.
Og det er vigtigt:
Du behøver ikke have haft en katastrofal barndom for at være blevet påvirket af din opvækst.
Det, du lærte, kan du tage med dig
Som børn er vi ret gode til at tilpasse os.
Vi finder ud af, hvad der virker.
Hvis der bliver dårlig stemning, når du siger fra, lærer du måske at holde din kæft.
Hvis de voksne er meget optagede af deres egne problemer, lærer du måske at klare dig selv.
Hvis du får ros for at være dygtig og hjælpsom, lærer du måske at være den, der altid ordner tingene.
Hvis følelser bliver mødt med:
“Ej, nu overdriver du.”
så lærer du måske at tvivle på dine egne følelser.
Det er ikke noget, du sidder og beslutter som barn.
Du tilpasser dig.
Du finder en måde at være i verden på.
Og nogle af de strategier kan være rigtig gode at have.
Lige indtil de ikke er det længere.
Måske er det ikke dig, der er forkert
Det her er en af de ting, jeg virkelig gerne vil have, at du tager med dig:
Måske er der ikke noget galt med dig.
Måske giver nogle af dine reaktioner faktisk rigtig god mening, når man ser på, hvad du har lært undervejs.
Hvis du har lært at være den søde, kan det være svært at sige nej.
Hvis du har lært at klare alting selv, kan det være svært at bede om hjælp.
Hvis du har lært at undgå konflikter, kan det føles helt vanvittigt ubehageligt at sige sin mening.
Hvis du har lært at holde sammen på det hele, kan det være svært at indrømme, når du selv har brug for en pause.
Og så kan du gå rundt som voksen og tænke:
“Hvorfor kan jeg ikke bare finde ud af det?”
Måske fordi du stadig bruger nogle gamle strategier i et liv, der ikke længere er det samme.
Men du behøver heller ikke blive boende i din historie
Og her kommer den del, jeg synes er vigtig.
For jeg tror ikke på, at vi skal bruge vores fortid som forklaring på alting.
Din historie betyder noget.
Men den behøver ikke bestemme resten af historien.
Du kan godt sige:
“Det her har påvirket mig.”
uden at sige:
“Sådan er jeg for altid.”
Du kan godt forstå, hvorfor du reagerer, som du gør.
Og samtidig begynde at gøre noget anderledes.
Det er dér, handlingen kommer ind.
Ikke som:
“Nu skal jeg bare tage mig sammen.”
Men som:
“Okay. Det her er mit udgangspunkt. Hvad vil jeg gerne gøre anderledes herfra?
Det starter med ærlighed
For mig begynder det med, at du tør være ærlig over for dig selv.
Ikke dramatisk.
Ikke med en stor familiekonfrontation.
Bare ærlig.
Prøv at spørge dig selv:
Hvad lærte jeg om mig selv som barn?
Hvad lærte jeg om andre mennesker?
Hvad lærte jeg om kærlighed?
Hvad lærte jeg om konflikter?
Hvad lærte jeg om at sige nej?
Og måske det vigtigste:
Hvilke af de ting passer stadig til det liv, jeg gerne vil leve?
For du behøver ikke smide hele din historie ud.
Du skal bare have lov til at vælge, hvad du tager med videre.
Du må godt være vred. Og du må godt være taknemmelig.
Nogle gange tror vi, at vi skal vælge.
Enten:
“Mine forældre var fantastiske.”
eller:
“Mine forældre ødelagde mit liv.”
Men livet er sjældent så pænt sort-hvidt.
Du kan være taknemmelig for det, du fik.
Og samtidig være ked af det, du ikke fik.
Du kan elske dine forældre.
Og samtidig have brug for at sætte grænser.
Du kan forstå, hvorfor de gjorde, som de gjorde.
Og samtidig beslutte, at du vil gøre noget anderledes.
Du kan have haft en god barndom på mange områder.
Og stadig have noget med dig, som gør dit voksenliv sværere, end det behøver at være.
Det er ikke utaknemmelighed.
Det er nuancer.
Og jeg synes faktisk, nuancer er ret undervurderede.
Hvad skal du ikke længere bære med dig?
Måske er det her et godt spørgsmål at stille:
Hvad bærer jeg stadig rundt på, som egentlig ikke længere er mit?
En rolle?
Et ansvar?
En dårlig samvittighed?
En idé om, hvordan du skal være?
En gammel overbevisning om, at du skal gøre alle tilfredse?
En frygt for at skuffe?
Et behov for hele tiden at bevise, at du er god nok?
Du behøver ikke finde svar på det hele i dag.
Men du kan begynde at lægge mærke til det.
For når du først får øje på et mønster, kan du begynde at undersøge, om du stadig vil have det med.
Din bagage er ikke din skam
Vi kommer alle med en bagage.
Nogle har en lille weekendtaske.
Andre kommer slæbende med noget, der ligner en kuffert på størrelse med en mindre campingvogn.
😂
Men bagage er ikke det samme som identitet.
Det, du har oplevet, er en del af din historie.
Det er ikke hele dig.
Og du behøver ikke skamme dig over at have lært nogle ting på en måde, du ikke selv har valgt.
Det interessante er ikke kun:
“Hvor kommer det fra?”
Det interessante er også:
“Hvad vil jeg gøre med det nu?”
For du er ikke barn længere.
Du har flere muligheder nu.
Du kan sige fra.
Du kan vælge anderledes.
Du kan bede om hjælp.
Du kan undersøge dine mønstre.
Du kan stoppe op.
Du kan finde en ny vej.
Og du må godt gøre det uden at gøre nogen til skurk.
Så… er din familie normal?
Tja.
Det kommer nok an på, hvad vi mener med normal.
Hvis normal betyder en familie, hvor alle har været perfekte, aldrig har lavet fejl og altid har sagt og gjort præcis det rigtige…
Så nej.
Den familie findes nok kun i reklamerne.
Hvis normal betyder mennesker, der har elsket, fejlet, tilpasset sig, sagt ting de fortrød, undladt at sige ting de burde have sagt og givet deres børn både noget godt og noget, de senere må arbejde med…
Så er du nok langt mindre alene, end du tror.
Og måske er det faktisk det vigtigste.
Du er ikke forkert.
Din historie er ikke pinlig.
Og du behøver ikke bruge resten af dit liv på at holde en pæn facade oppe, hvis den ikke længere passer til den, du er.
Man kan tude over det, man ikke fik – og det må man godt. Men på et tidspunkt må man også spørge: Hvad vil jeg gerne give mig selv nu?
Hvis du står med noget fra din historie, som stadig fylder i dit liv, behøver du ikke have hele forklaringen klar, før du tager fat i det.
Nogle gange starter det bare med at sige:
“Okay. Det her er faktisk vigtigt for mig.”