Rod i stuen – hænger din handlekraft fast i sofaen?
Har du nogensinde prøvet at tage en stor beslutning, mens du kiggede på en vasketøjskurv, der var ved at eksplodere – eller et køkkenbord begravet i gamle rudekuverter og krummer fra gårsdagens rundstykker?
Jeg har.
Og jeg synes altså, det er ret svært at tænke store tanker, når hjemmet samtidig står og råber:
“Du mangler også at ordne mig.”
Når hjemmet bliver endnu en ting på to-do-listen
Jeg tror ikke på, at et rodet hjem automatisk betyder, at du har rod i hovedet.
Nogle gange har man bare travlt.
Nogle gange har man børn, arbejde, vasketøj og et liv, der ikke lige følger den perfekte Instagram-plan.
Og nogle gange er man simpelthen så træt, at man vælger sofaen frem for støvsugeren.
Det må man godt.
Men der er også noget andet.
For hvis du hver eneste dag går forbi den bunke tøj, den skuffe, du aldrig får ryddet, eller de ting, der har stået samme sted i et halvt år, så kan de små “det skal jeg også lige have gjort” begynde at fylde.
Ikke fordi tingene har en mystisk energi.
Men fordi du ved, at de er der.
Og det kan være nok til at stjæle lidt af dit overskud.
Det handler ikke om at have et perfekt hjem
Jeg er ikke fortaler for hjem, der ligner noget fra et boligmagasin.
Mit eget hjem skal også kunne tåle, at der bliver levet i det.
Der må godt stå en kaffekop.
Der må godt ligge et par sko i gangen.
Og hvis der en dag ligger vasketøj på stolen, så går verden altså heller ikke under.
Det interessante er noget andet:
Hvordan har du det med dit hjem?
Når du kommer ind ad døren, får du så følelsen:
“Ahhh. Her kan jeg være.”
Eller tænker du:
“Åh nej. Jeg skal også have styr på alt det her.”
Det er en ret stor forskel.
Nogle ting bliver stående, fordi de betyder noget andet
Der er også den slags rod, som ikke bare handler om rod.
Ting, vi gemmer, fordi vi føler, vi bør.
Gaven, vi aldrig har kunnet lide.
Arvestykket, vi egentlig ikke vil have.
Tøjet, vi ikke længere bruger, men som minder os om en anden tid.
Papirerne, vi burde få styr på.
Tingene fra dengang.
Og måske beholder vi dem ikke, fordi vi faktisk vil have dem.
Måske beholder vi dem, fordi vi føler os forpligtede.
“Det var jo en gave.”
“Det var min mors.”
“Det kan jeg måske få brug for en dag.”
“Jeg burde virkelig få gjort noget ved det.”
Og så bliver det stående.
År efter år.
Det betyder ikke, at du skal smide alt ud og starte forfra.
Men du må godt begynde at spørge:
Vil jeg egentlig have det her?
Ikke:
“Bør jeg have det?”
Men:
“Vil jeg?”
Det er en ret interessant forskel.
Du behøver ikke rydde hele dit liv på én gang
Hvis du lige nu sidder og tænker:
“Fint nok, Grethe. Så skal jeg også til at rydde hele huset.”
Nej.
Rolig nu. 😂
Du skal ikke bruge søndag på at vende hele huset på hovedet.
Start med én ting.
Én skuffe.
Ét hjørne.
Én bunke.
Én ting, du har gået forbi 500 gange og tænkt:
“Den skal jeg lige have taget mig af.”
Tag den.
Ikke fordi det på magisk vis giver dig indre ro.
Men fordi du lige har gjort noget, du har gået og udskudt.
Og det kan faktisk noget.
For nogle gange er det ikke den store livsændring, der skal til.
Nogle gange skal der bare én lille handling til for at mærke:
“Okay. Jeg kan godt gøre noget.”
Og det gælder faktisk ikke kun dit hjem
Det er måske det mest interessante.
Den skuffe, du aldrig får ryddet, er selvfølgelig bare en skuffe.
Men nogle gange kan den også være et meget konkret billede på noget andet.
Noget du har udskudt.
En samtale.
En beslutning.
En grænse.
Et valg.
Noget du godt ved, du skal tage stilling til, men som du bliver ved med at skubbe foran dig.
Og her kommer min Pippi-tilgang ind:
Du behøver ikke vide præcis, hvordan det hele skal ende.
Du kan godt begynde med det første lille skridt.
Det er sådan, man langsomt finder en ny rute.
Så hvad står og glor på dig?
Prøv at gå en lille runde i dit hjem.
Ikke for at finde alt det, der er forkert.
Men læg mærke til, hvad der får dig til at tænke:
“Åh ja. Det der.”
Det kan være en skuffe.
En bunke.
En kasse.
Et rum.
Eller måske noget helt andet.
Spørg så dig selv:
Hvad ville føles rart at få taget hånd om?
Og vælg én ting.
Ikke ti.
Én.
For du behøver ikke rydde hele dit hjem for at begynde at skabe mere plads.
Og du behøver heller ikke have styr på hele dit liv for at tage det første skridt.
Man kan tude over rodet – eller man kan begynde med én skuffe. 😉
Måske er det faktisk også sådan, du begynder at beregne en ny rute i resten af dit liv.
Har du brug for sparring på noget, du går og sidder fast i?