Aben på skulderen: Hvilke mønstre har du slæbt med dig fra skolegården?
Som jeg plejer at sige:
Når man er stille for længe, visner tungen. Og i mange år var min tunge nærmest helt vissen.
Som jeg plejer at sige:
Når man er stille for længe, visner tungen. Og i mange år var min tunge nærmest helt vissen.
I mit sidste indlæg fortalte jeg om, hvordan jeg lærte at liste langs væggene for at overleve en barndom med vold og min mors narcissistiske mand. Men det stoppede ikke, da jeg lukkede døren til barndomshjemmet. For når man først har lært at være usynlig, så flytter ”aben” med ind på skulderen.
Min abe hed ”Pas på”, ”Vær stille” og ”Du er ikke som de andre”. Den flyttede med mig gennem utallige skoleskift, og den sad tungt og hviskede mig i øret, mens jeg blev mobbet og holdt udenfor fra 3. til 7. klasse.
Faktisk flyttede den med langt ind i mit voksenliv og nogle gange kan den stadig lige dukke op med ”Du er ikke som de andre” og jeg mister troen på mig selv for en stund.
Vi har dem næsten alle sammen. De der mønstrer eller overlevelsesstrategier, som vi skabte som børn, fordi de var nødvendige dengang. Eller overbevisningerne som ”jeg er tyk”, ”Jeg må ikke fylde” eller ”Jeg er for meget” alle sammen opstået af små kommentarer fra vores omsorgspersoner.
Måske var du den, der altid var sjov, så ingen opdagede, at du var bange?
Måske var du den dygtige, der fik topkarakterer for at få bare en flig af anerkendelse?
Eller måske var du som mig – hende der gjorde sig usynlig, så hun ikke blev ramt?
Problemet er bare, at når vi bliver voksne, og vi ikke har fået set på mønstre, overbevisninger eller overlevelsesstrategier så bliver aben siddende. Den sidder der når du sidder til personalemødet og ikke tør sige din mening. Den sidder der, når du pleaser din partner, selvom dine egne grænser bliver overtrådt. Den sidder der, hver gang du mærker, at du lever dit liv med en følelse af håndbremsen er trukket.
Det, der reddede dig som barn, er nu ofte det, der spænder ben for dig som voksen.
Sandheden er at din abe lever af din frygt.
Den elsker, når du tuder over, hvor hårdt livet er, for så længe du sidder fast i offerrollen og sidder og tuder,
så behøver den ikke at flytte sig. Avs I know…
Det ikke særlig fedt at høre at du selv har ansvaret for at flytte dig op når du sidder og venter på der kommer nogen og redder dig.
Som NLP Coach ser jeg tit ”den trætte fighter” – hende (eller ham), der har kæmpet i årevis, men som stadig lader aben styre retningen. Man kan ikke handle sig til et frit liv, hvis man stadig lister langs væggen mentalt. (tro mig, det ved jeg alt om – det var jo min strategi)
Sådan ryster du aben af dig
Det er her, det med at handle kommer ind i billedet.
Du kan ikke tænke dig til en skulder uden abe – du skal gøre noget andet, end du plejer.
Det kræver mod at kigge på sine egne blinde vinkler, og det kræver mod at sige til aben: ”Flyt dig, jeg skal fremad i livet.”
Hvilken abe sidder på din skulder i dag? Er det den, der minder dig om, at du skal være perfekt?
Eller er det den, der siger, at du bare skal tie stille?
Hvis du er træt af at slæbe rundt på den, så husk: Du kan tude over den, eller du kan handle på den.
Jeg har værktøjerne til at hjælpe dig med at smide den af én gang for alle.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine tanker direkte i din indbakke. Her er ingen freebies eller smarte salgstricks – bare inspiration til dig, der er klar til at tage ansvaret hjem.