Man kan tude, eller man kan handle – har du tudet færdig?
“Man kan tude, eller man kan handle.”
Det er nok et af de mest provokerende ting, jeg siger.
Og jeg forstår godt hvorfor.
For hvis man hører det uden at kende mig, kan det nemt lyde som:
“Hold nu op med at pive og tag dig sammen.”
Men det er faktisk slet ikke det, jeg mener.
For jeg tuder også.
Hold kæft, hvor jeg tuder.
Jeg mener, at der på et tidspunkt kommer et tidspunkt, hvor vi skal spørge os selv:
Hvad gør jeg herfra?
Hvor kommer mottoet fra?
Ordene stammer fra Anja og Viktor-filmen Brændende kærlighed fra 2007.
Jeg hørte dem første gang og tænkte:
“Ja. Præcis.”
Ikke fordi livet er så simpelt, at man bare kan vælge mellem tårer og handling.
Det kan man ikke.
Nogle gange rammer livet så hårdt, at man først skal have lov til at være væltet.
Nogle gange skal man græde.
Bande.
Være vred.
Være bange.
Have en dag, hvor man bare tænker:
“Det her er simpelthen for meget.”
Det er også en del af livet.
Men jeg tror ikke på, at vi skal blive boende dér.
Jeg ved godt, hvad det vil sige at føle sig fastlåst
Jeg har selv haft perioder i mit liv, hvor jeg følte, at livet bare var noget, der skete med mig.
Jeg har oplevet ting, jeg bestemt ikke selv ville have valgt.
Jeg har været igennem sorg, sygdom, stress og relationer, der gjorde ondt.
Og jeg har haft perioder, hvor jeg syntes, det hele var noget værre lort.
Men et sted på min vej fandt jeg ud af noget vigtigt:
Min historie er en del af mig. Men den behøver ikke være hele historien om mig.
Det var ikke sådan, at jeg en morgen vågnede og tænkte:
“Nå. Så er alt godt igen!”
Desværre.
Det havde ellers været dejligt nemt. 😂
Det var meget mere små skridt.
Nogle gange et museskridt.
Andre gange et meget vaklende skridt.
Men hver gang jeg gjorde noget, der bragte mig bare en lille smule tættere på det liv, jeg gerne ville leve, opdagede jeg:
Jeg kan faktisk godt påvirke noget.
At tage ansvar er ikke det samme som at tage skylden
Det her er vigtigt.
Når jeg siger, at vi på et tidspunkt skal tage ansvar for vores eget liv, mener jeg ikke, at vi selv er skyld i alt det, der er sket.
Du er ikke ansvarlig for, at nogen behandlede dig dårligt.
Du er ikke ansvarlig for sygdom.
Du er ikke ansvarlig for at miste et menneske, du elsker.
Du er ikke ansvarlig for, at livet nogle gange vælter det hele.
Men du kan – stille og roligt og i dit eget tempo – begynde at undersøge:
Hvad vil jeg gøre med det liv, jeg har nu?
Det er en helt anden snak.
Og den synes jeg er vigtig.
For ellers risikerer vi at komme til at vente på, at nogen eller noget skal komme og gøre livet godt igen.
Og nogle gange kommer den redning ikke.
Det betyder ikke, at du skal klare alting alene.
Tværtimod.
At bede om hjælp kan være noget af det mest handlekraftige, du kan gøre.
Så hvad betyder “man kan tude, eller man kan handle” egentlig?
For mig betyder det:
Du må gerne tude.
Men når du har tudet færdig, så må vi kigge på, hvad der er muligt herfra.
Ikke hvad der burde være muligt.
Ikke hvad andre synes, du skal gøre.
Ikke hvad der ville være nemmest.
Men:
Hvad er muligt for dig lige nu?
Måske er det at få sagt nej.
Måske er det at bede om hjælp.
Måske er det at få afsluttet en relation.
Måske er det at tage en samtale, du har udskudt.
Måske er det at finde ud af, hvad du faktisk selv vil.
Og måske er det første skridt bare at stå op, tage et bad og gå en tur.
Det tæller også.
Jeg kommer ikke og fortæller dig, hvordan du skal leve
Det er faktisk noget af det vigtigste i mit arbejde.
Jeg vil ikke bestemme, hvad du skal gøre med dit liv.
Jeg vil heller ikke fortælle dig, at du skal være positiv, slippe fortiden eller “vælge dig selv”, hvis du ikke aner, hvad det betyder.
Jeg vil hellere hjælpe dig med at finde ud af:
Hvad foregår der egentlig?
Hvad vil du?
Hvad holder dig tilbage?
Og hvad kan du gøre herfra?
For det er dit liv.
Ikke mit.
Og du skal ikke miste retten til dit eget liv, bare fordi livet har udfordret dig.
Tuder jeg selv?
Ja.
For fanden da.
Jeg kan sagtens få en dag, hvor jeg synes, at livet er noget lort.
Jeg kan græde.
Blive frustreret.
Blive vred.
Og få lyst til at gemme mig under dynen.
Det er ikke dér, forskellen ligger.
Forskellen ligger i, at jeg efterhånden har lært at spørge mig selv:
“Okay Grethe. Hvad gør du så nu?”
Ikke:
“Hvordan får jeg det her til aldrig at være sket?”
Men:
“Hvad gør jeg herfra?”
Det er dér, jeg finder min handlekraft igen.
Og nogle gange er det meget mindre dramatisk, end man skulle tro.
En telefonopringning.
En beslutning.
En grænse.
En gåtur.
En hjælpende hånd.
Et nej.
Et ja.
Et første lille skridt.
Måske er det tid til at spørge dig selv
Hvis du står midt i noget svært lige nu, så vil jeg ikke bede dig om at stoppe med at tude.
Tud.
Græd.
Band.
Skriv det hele ned.
Ring til en, du stoler på.
Få vejret.
Men når du er klar, så spørg dig selv:
Hvad er det første lille skridt, jeg kan tage?
Du behøver ikke vide, hvor hele vejen ender.
Du skal bare vide, hvor du vil sætte den næste fod.
For mig er det dét, mottoet betyder.
Man kan tude, eller man kan handle.
Men nogle gange skal man altså tude først.
Og så må vi finde ud af, hvad der kommer bagefter.
Har du fået tudet færdig – eller sidder du stadig fast i noget, du ikke ved, hvordan du skal komme videre fra?