Da jeg holdt op med at løbe fra solen
I 2023 skrev jeg en lille fortælling som en del af min NLP-uddannelse.
Den handlede om en lille ælling, der gjorde alt, hvad den kunne, for at slippe væk fra solen.
Jeg tænkte egentlig bare, at jeg havde skrevet en metafor.
Men da jeg genlæste den for nylig, måtte jeg trække lidt på smilebåndet.
For den fortæller faktisk en hel del om mig.
Og måske kender du også lidt til ællingen?
Den lille ælling, der ikke kunne slippe for solen
Det var en varm sommerdag.
Den lille ælling var næsten lige kommet ud af sit æg og var stadig ret ny i den store verden.
Den sad i haven og nød synet af den smukke solopgang.
“Hold da op, hvor er den smuk,” tænkte den.
Men solen blev varmere.
Og varmere.
Hen mod middag svedte den lille ælling så meget, at den næsten ikke kunne holde det ud.
En lidt større ælling kom forbi.
“Hvor skal du hen?” spurgte den lille.
“Jeg skal hen i skyggen,” svarede den større ælling.
“Der er solen ikke så varm.”
Den lille ælling fulgte efter.
Da de kom hen til et træ, tænkte den lille:
“Hvis jeg sætter mig her, kan solen måske ikke finde mig.”
Så den satte sig i skyggen.
Ahhh.
Her var køligt.
Men efter et stykke tid kom solen igen.
“Ej altså,” tænkte ællingen.
“Solen følger efter mig!”
Så den løb videre.
Ind i huset.
Ind i en mørk entre.
Ind i et lille rum.
Her var køligt og mørkt.
“Her kommer solen i hvert fald ikke,” tænkte den lettet.
Men så blev døren åbnet.
Lyset blev tændt.
Og ællingen løb igen.
Ud af huset.
Ned ad trappen.
Ud på vejen.
Væk fra solen.
Til sidst kom den ned til en sø.
Solen skinnede stadig.
Ællingen så på fiskene under vandet.
De så ud til at have det dejligt.
“Der er køligt,” tænkte den.
“Måske skal jeg bare ned til fiskene.”
Så den gik ud i vandet.
Det var dejligt køligt omkring fødderne.
Den gik længere ud.
Men den kunne ikke komme ned under vandet.
Den flød bare ovenpå.
Den plaskede fortvivlet med sine svømmefødder.
Og så opdagede den noget:
Den svømmede.
“Juhuu! Jeg svømmer!”
Pludselig var det ikke længere så vigtigt, at den ikke kunne være en fisk.
Den havde fundet ud af, at den kunne være en ælling.
En ælling, der kunne svømme.
Og vandet var faktisk dejligt.
Så hver sommer svømmede den rundt i søen.
Den glemte ikke solen.
Men den var ikke længere nødt til at løbe fra den.
Jeg kan godt se mig selv i den ælling
Da jeg skrev historien, tænkte jeg ikke nødvendigvis over, hvor meget jeg selv kunne genkende den.
Men det kan jeg nu.
For hvor mange gange har jeg egentlig selv forsøgt at løbe væk fra noget?
Fra ubehag.
Fra svære følelser.
Fra beslutninger, jeg ikke havde lyst til at tage.
Fra det, jeg godt vidste, men ikke havde lyst til at se på.
Fra situationer, hvor jeg tænkte:
“Hvis bare jeg lige kan få styr på det her, så bliver alting godt.”
Så ordner man lidt mere.
Tænker lidt mere.
Planlægger lidt mere.
Prøver en ny løsning.
Finder en anden vej.
Og nogle gange er det selvfølgelig præcis det, man skal.
Men nogle gange løber man bare rundt om træet igen.
Måske er problemet ikke solen
Det er nok det, jeg bedst kan lide ved den lille ælling i dag.
Den tror, at løsningen er at få solen til at forsvinde.
Så den løber fra den.
Skygger.
Huse.
Mørke rum.
Veje.
Men solen er der stadig.
Og måske er det sådan med nogle af de ting, vi kæmper med i livet.
Vi prøver at få andre mennesker til at ændre sig.
Vi prøver at få alting til at være perfekt.
Vi prøver at tænke os frem til det rigtige svar.
Vi holder os travle.
Vi siger ja, selvom vi mener nej.
Vi bliver ved med at håbe på, at noget uden for os ændrer sig.
Og imens løber vi.
Men måske er spørgsmålet ikke altid:
“Hvordan slipper jeg for det her?”
Måske er det også:
“Hvad fortæller det her mig?”
Og:
“Hvad kan jeg gøre herfra?”
Du behøver ikke blive en anden
Jeg synes faktisk, det er lidt sjovt, at jeg i den oprindelige fortælling ender med at skrive, at ællingen gerne vil ned på bunden sammen med fiskene.
For hvorfor skulle den egentlig det?
Den er jo ikke en fisk.
Den er en ælling.
Og den kan noget andet.
Det er måske en af de vigtigste ting, jeg selv har lært:
Du behøver ikke blive en anden for at få et liv, der passer bedre til dig.
Du behøver ikke passe ind i en bestemt form.
Du behøver ikke gøre alting på den måde, andre gør.
Og du behøver heller ikke finde én magisk løsning, der får solen til at holde op med at skinne.
Nogle gange skal du bare finde ud af, hvordan du selv kan svømme.
Hvad prøver du at løbe fra?
Måske er der noget i dit liv lige nu, som du bruger rigtig meget energi på at komme væk fra.
En relation.
En beslutning.
Et arbejde.
En gammel måde at være på.
En følelse.
Noget, du godt ved, men bliver ved med at skubbe foran dig.
Så prøv at stille dig selv et lidt andet spørgsmål:
Hvis jeg ikke kunne løbe væk fra det – hvad ville jeg så gøre?
Ikke fordi du skal acceptere alt.
Ikke fordi du skal blive i noget, der ikke er godt for dig.
Men fordi der kan være forskel på at flygte fra noget og på at vælge, hvad du vil gøre med det.
Det er dér, jeg synes, livet bliver interessant.
For jeg hjælper ikke mennesker med at blive en ny version af sig selv.
Jeg hjælper dem med at finde ud af, hvad der egentlig foregår, hvad de vil, og hvordan de kommer videre.
Nogle gange skal der svømmes.
Nogle gange skal der skiftes retning.
Og nogle gange skal man bare holde op med at løbe rundt om det samme træ.
Måske er det din tur til at svømme
Den lille ælling lærte aldrig at blive en fisk.
Heldigvis.
Den lærte at svømme.
Og måske er det også det, du skal.
Ikke blive en anden.
Ikke få styr på hele livet.
Ikke finde den perfekte løsning.
Bare finde ud af, hvad du kan gøre herfra.
Du kan ikke altid flygte fra solen. Men du kan lære at svømme.
Og det er måske en meget bedre måde at finde vej på.
Er du klar til at finde din vej videre?
Hvis du står midt i noget, hvor du bliver ved med at løbe rundt om det samme træ, kan vi undersøge det sammen.