Grethe Smedegaard | Specialist i personlig udvikling

Elsker du dig selv – eller tåler du dig selv?

Selvkærlighed er måske mindre lyserøde hjerter og mere det at være på din egen side

Lad mig spørge dig direkte.

Elsker du dig selv – eller tåler du dig selv?

For der er faktisk forskel.

Du kan godt sige nej lidt oftere.

Du kan godt købe noget lækkert til dig selv.

Du kan godt stå foran spejlet og sige:

“Jeg er god nok.”

Og samtidig bruge en stor del af dit liv på at tilsidesætte dig selv, overhøre dine behov og være langt hårdere ved dig selv, end du nogensinde ville være ved andre.

Det kender jeg.

For jeg har selv været rigtig god til at arbejde med mig selv.

Og samtidig glemme at være på min egen side.

Når selvudvikling bliver endnu en præstation

Der findes efterhånden bøger, kurser, podcasts og citater nok til at holde os beskæftiget resten af livet.

Vi skal sætte grænser.

Vi skal mærke efter.

Vi skal vælge os selv.

Vi skal elske os selv.

Vi skal være vores bedste version.

Og pludselig kan selvudvikling blive endnu et sted, hvor vi kan føle os bagud.

“Åh nej. Jeg burde også være bedre til at elske mig selv.”

Det er næsten komisk.

Vi kan få gjort selvkærlighed til endnu en opgave på to-do-listen.

Men måske handler det ikke om at blive færdig.

Måske handler det om noget langt mere jordnært:

Hvordan behandler jeg egentlig mig selv, når ingen andre kigger?

Hvad siger jeg til mig selv?

Hvad accepterer jeg?

Hvad bliver jeg i?

Og hvad gør jeg, når jeg opdager, at noget ikke fungerer for mig?

Jeg har søgt efter mit værd alle mulige steder

Jeg har selv brugt mange år på at lede efter bekræftelse uden for mig selv.

I arbejde.

I relationer.

I at være dygtig.

I at være den søde.

Den forstående.

Den, der kunne rumme lidt mere.

Den, der lige kunne klare det.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg også haft relationer, hvor jeg accepterede langt mere, end jeg egentlig havde lyst til.

Ikke fordi jeg ikke kunne se det.

Men fordi jeg ikke altid handlede på det, jeg så.

Det er en ret vigtig forskel.

For man kan godt vide, at man fortjener noget andet – og stadig blive stående i det gamle.

At vælge sig selv er ikke altid et stort dramatisk valg

Nogle gange forestiller vi os, at selvkærlighed betyder store beslutninger.

At sige jobbet op.

Afslutte forholdet.

Flytte.

Starte forfra.

Brænde kalenderen og flytte til Spanien. 😂

Det kan det selvfølgelig være.

Men ofte starter det meget mindre.

Det kan være at sige:

“Det har jeg faktisk ikke lyst til.”

“Jeg vil lige tænke over det.”

“Det kan jeg ikke.”

“Det fungerer ikke for mig.”

“Jeg har brug for noget andet.”

Eller måske bare:

“Jeg vil gerne høre, hvad jeg selv tænker, før jeg spørger alle andre.”

Det er ikke nødvendigvis egoistisk.

Det er bare en måde at tage sig selv alvorligt på.

rygestop

Du behøver ikke elske alle sider af dig selv

Jeg synes også, vi skal passe lidt på med hele tiden at sige, at vi skal elske alt ved os selv.

For helt ærligt.

Der er da sider af mig selv, jeg ikke er særlig begejstret for.

Nogle gange kan jeg være stædig som en gammel ged.

Nogle gange tænker jeg for meget.

Nogle gange reagerer jeg på noget, selvom jeg godt ved bedre.

Og nogle gange kunne jeg godt tænke mig at sende min indre kritiker på permanent ferie.

Men måske behøver jeg ikke elske alle mine sider for at være på min egen side.

Måske kan jeg bare begynde at forstå dem.

“Okay. Det her er også mig.”

Hvad prøver den del egentlig at hjælpe mig med?

Hvad har jeg lært?

Og er det stadig noget, jeg har brug for?

Det synes jeg er langt mere interessant end at stå foran spejlet og forsøge at overbevise mig selv om, at jeg er fantastisk 24 timer i døgnet.

Glansbillederne hjælper heller ikke ligefrem

Vi bliver bombarderet med billeder af det perfekte liv.

Den perfekte krop.

Det perfekte hjem.

Den perfekte familie.

Den perfekte partner.

Den perfekte morgenrutine.

Og så kan man jo godt komme til at tænke:

“Okay. Jeg mangler åbenbart lige at blive færdig.”

Men livet er jo ikke et glansbillede.

Det er rod, grin, dårlige dage, store følelser, fejl, omveje, beslutninger, man ville ønske, man havde taget anderledes – og en hel masse ting, vi ikke selv har kontrol over.

Selvkærlighed betyder ikke, at du skal synes, alt ved dig er fantastisk.

Det kan måske være noget så enkelt som:

Jeg behøver ikke være perfekt for at behandle mig selv ordentligt.

Jeg var langt oppe i 40’erne

Og så kommer vi til det, der nok er noget af det mest personlige i den her historie.

Jeg havde elsket min datter ubetinget i mange år.

Men mig selv?

Det var en anden historie.

Der var altid lige noget, der skulle fixes.

Noget, der skulle blive bedre.

Noget, jeg skulle tage mig sammen omkring.

Noget, jeg skulle lære.

Jeg var langt oppe i 40’erne, før jeg for alvor mærkede noget ændre sig.

Ikke fordi jeg pludselig blev perfekt.

Men fordi jeg på en eller anden måde steg af det der glansbillede-tog.

Og begyndte at se mig selv lidt anderledes.

Jeg så ikke længere kun alt det, jeg syntes, jeg burde ændre.

Jeg så også hende, der havde prøvet.

Hende, der havde kæmpet.

Hende, der havde lavet fejl.

Hende, der havde rejst sig igen.

Hende, der stadig havde en masse at lære.

Og jeg tænkte:

“Ved du hvad, Grethe? Jeg kan faktisk ret godt lide dig.”

Det var en ret fed opdagelse.

Og ja …

Jeg blev sgu lidt forelsket i hende. 

Måske handler selvkærlighed mere om at være på din egen side

Jeg tror ikke længere, at selvkærlighed handler om at gå rundt og synes, man er fantastisk hele tiden.

Jeg tror, det handler mere om:

At tage sig selv alvorligt.

At lytte til sig selv.

At kunne sige nej.

At kunne sige undskyld, når man har gjort noget, man ikke er stolt af.

At kunne blive hos sig selv, når livet er svært.

At turde se på sine egne mønstre uden straks at slå sig selv i hovedet.

Og at spørge:

“Hvad har jeg egentlig brug for?”

Ikke hvad alle andre har brug for.

Ikke hvad jeg burde have brug for.

Men hvad jeg har brug for.

Så … elsker du dig selv?

Måske er det et for stort spørgsmål.

Prøv med et andet:

Er du på din egen side?

For hvis svaret er nej, behøver du ikke gå hjem og finde 27 øvelser i selvkærlighed.

Du kan begynde meget mindre.

Næste gang du står over for et valg, så spørg:

Hvad ville jeg råde en, jeg elsker, til at gøre?

Og prøv så at give dig selv det samme råd.

Ikke fordi du skal blive en ny og forbedret udgave af dig selv.

Men fordi du også fortjener at have dig selv med.

Hele vejen.

Man kan tude over alle de år, man brugte på at være hård ved sig selv – eller man kan begynde at være lidt mere på sin egen side i dag.

Har du glemt at have dig selv med?

Hvis du er blevet rigtig god til at klare, ordne og tilpasse dig, men har svært ved at finde ud af, hvad du egentlig vil, kan vi undersøge det sammen.

Scroll to Top