Fra vissen tunge til min egen stemme
Når man er stille for længe, visner tungen. Det sagde jeg engang for sjov. I dag ved jeg, at der faktisk var mere sandhed i det, end jeg havde lyst til at indrømme.
I mange år var min tunge nærmest vissen.
Jeg havde lært, at det sikreste var at tie stille.
At mærke efter, hvad andre havde brug for.
At holde min mund, hvis jeg risikerede at skabe uro.
At pakke mine meninger og følelser pænt ind, så de ikke fyldte for meget.
Jeg var simpelthen verdensmester i at pakke lortet ind i cellofan og lade som om, alt var fint.
Jeg smilede.
Nikkede.
Sagde ja.
Og prøvede at regne ud, hvad andre gerne ville høre, så jeg kunne give dem det.
Problemet var bare, at jo mere jeg gjorde det, jo mindre kunne jeg høre mig selv.
Ærlighed handler ikke om at være et røvhul
Lad os lige få én ting på plads.
At tale sin sandhed betyder ikke, at man skal gå rundt og smide sandheder i hovedet på folk som mursten.
Du behøver ikke sige:
“Jeg siger bare sandheden!”
lige inden du tramper et andet menneske midt over. 😉
Det er ikke det, jeg mener.
For mig handler ærlighed om at turde være oprigtig.
At kunne sige:
“Det her har jeg faktisk ikke lyst til.”
“Det her fungerer ikke for mig længere.”
“Jeg er ked af det.”
“Jeg er vred.”
“Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg vil.”
Og måske den allersværeste:
“Jeg har sagt ja til noget, som jeg egentlig ikke havde lyst til.”
Det er ikke hårdhed.
Det er at være ærlig om, hvor du står.
Du kan ikke finde en ny vej, hvis du ikke vil se, hvor du er
Det er noget af det, jeg selv har måttet lære.
Hvis jeg fortæller mig selv, at alt er fint, når det ikke er det, så er det svært at gøre noget anderledes.
Hvis jeg bliver i en relation, jeg egentlig ikke trives i, men bliver ved med at fortælle mig selv, at “det nok bliver bedre”, så ændrer situationen sig ikke af den grund.
Hvis jeg siger ja, når jeg mener nej, kan jeg heller ikke bagefter blive helt forarget over, at andre tror, jeg mener ja.
Av.
Den var også lidt til mig selv.
Men sandheden er, at vi nogle gange bliver nødt til at turde se på det, vi helst ville slippe for at se på.
Ikke for at slå os selv i hovedet.
Men fordi vi først kan begynde at gøre noget andet, når vi ved, hvad der faktisk foregår.
Da jeg stoppede med at liste
Min vej fra den visne tunge til den kvinde, jeg er i dag, har ikke været snorlige.
Jeg har mistet mennesker undervejs.
Jeg har stået i situationer, hvor jeg rystede over hele kroppen og tænkte:
“Er jeg nu helt galt på den?”
Jeg har været bange for at skuffe.
Bange for at blive valgt fra.
Bange for at stå alene.
Men hver gang jeg har valgt at være ærlig frem for at spille en rolle, er der blevet lidt mere plads til mig.
Ikke fordi det altid har været nemt.
Det har det fandme ikke.
Men fordi jeg ikke længere skulle bruge så meget energi på at huske, hvem jeg havde sagt hvad til, hvad jeg burde mene, og hvilken udgave af mig selv jeg skulle være i hvilket selskab.
Jeg kunne bare være mig.
Og det er måske noget af det mest befriende ved at begynde at tale mere ærligt:
Du skal ikke længere bruge så meget energi på at være den version af dig selv, som du tror, andre gerne vil have.
Hvordan finder du din stemme igen?
Du behøver ikke starte med den største og sværeste samtale i dit liv.
Start et andet sted.
1. Læg mærke til de små nej’er
Næste gang du mærker et nej indeni, men er på vej til at sige ja med munden, så stop.
Bare et øjeblik.
Træk vejret.
Og spørg dig selv:
Hvad har jeg egentlig lyst til?
Du behøver ikke nødvendigvis sige nej.
Men prøv i det mindste at opdage, at der findes et nej.
Det er begyndelsen.
2. Drop cellofanen
Du behøver ikke pakke alting ind, så det bliver nemmere for andre at sluge.
Du kan godt være venlig og tydelig på samme tid.
For eksempel:
“Jeg har ikke lyst til at gøre det.”
i stedet for en fem minutter lang forklaring om kalender, træthed, børn, vejret og planeternes placering.
Et nej må godt være et nej.
3. Vær ærlig over for dig selv først
Det her er måske den vigtigste.
Inden du begynder at fortælle andre, hvad du mener, så prøv at være ærlig over for dig selv.
Hvad føler jeg egentlig?
Hvad har jeg brug for?
Hvad vil jeg?
Hvad vil jeg ikke længere?
Du behøver ikke have alle svarene.
Du skal bare holde op med at bilde dig selv ind, at du har det fint, hvis du faktisk ikke har det.
4. Accepter, at andre måske reagerer
Når du begynder at sige mere tydeligt, hvad du mener, kan andre blive overraskede.
Nogle bliver måske vrede.
Nogle bliver kede af det.
Nogle synes måske, du har forandret dig.
Og det har du måske også.
Men det betyder ikke automatisk, at du gør noget forkert.
Du skal selvfølgelig stadig tale ordentligt til mennesker.
Du behøver ikke buldre frem og trampe på andre for at være tydelig.
Men du må godt sige det, du mener, med respekt.
Deres reaktion er deres ansvar.
Din opgave er at være ærlig om, hvor du står.
Du behøver ikke råbe for at blive hørt
Måske har du gået rundt og troet, at det at finde sin stemme betyder, at du skal blive mere modig, mere højtråbende eller mere konfronterende.
Det synes jeg ikke.
Nogle gange er den stærkeste sætning faktisk den stille:
“Nej, det vil jeg ikke.”
“Det fungerer ikke for mig.”
“Jeg har brug for noget andet.”
“Jeg er ikke enig.”
“Jeg ved det ikke endnu.”
Det kræver ikke, at du råber.
Det kræver bare, at du tør stå ved det, du siger.
Og måske begynder dine bobler at komme tilbage
Når du i lang tid har tilsidesat dig selv, kan det føles mærkeligt pludselig at begynde at vælge dig selv.
Måske kommer den dårlige samvittighed.
Måske kommer tvivlen.
Måske kommer den lille abe på skulderen og siger:
“Er du nu sikker på, at det er en god idé?”
Nej.
Det er jeg ikke altid.
Men jeg ved efterhånden, at jeg hellere vil være lidt usikker og være mig selv end være helt sikker på, hvem andre gerne vil have, jeg skal være.
For det er dér, mine egne bobler begyndte at komme tilbage.
Ikke fordi livet blev perfekt.
Men fordi jeg begyndte at være med i mit eget liv igen.
Din stemme er din
Du behøver ikke finde den perfekte måde at sige tingene på.
Du behøver ikke have et stort gennembrud.
Du behøver ikke blive en anden.
Måske skal du bare begynde at sige de små ting højt.
Det, du mener.
Det, du ønsker.
Det, du ikke ønsker.
Det, du savner.
Det, du er færdig med.
For hver gang du tør sige noget højt, som du tidligere ville have slugt, øver du dig i at tage din egen plads.
Og måske er det i virkeligheden dét, der er friheden:
Ikke at alle andre kan lide det, du siger.
Men at du selv kan holde ud at høre dig sige det.
Så…
Hvad har du egentlig gået og holdt tilbage?
Måske er det tid til at lade den visne tunge få lidt vand.
Og finde din stemme igen.
Man kan tude over ikke at blive hørt – eller man kan begynde at sige det, man faktisk mener.