Når din pleaser dræber dine bobler
Siger du ja til andre, mens du råber nej indeni? Så er du måske blevet lidt for god til at være sød, hjælpsom og nem at have med at gøre.
Kender du det?
Du bliver spurgt, om du lige kan hjælpe med noget.
En ekstra opgave på jobbet.
En invitation, du egentlig ikke har lyst til.
En tjeneste, du faktisk ikke har tid til.
Indeni siger hele dit system:
NEJ.
Men før du når at tænke dig om, har din mund allerede sagt:
“Ja selvfølgelig. Det gør jeg da lige.”
Og så står du der bagefter og tænker:
“Hvorfor fanden sagde jeg ja?”
Velkommen i pleaser-klubben.
Vi har kaffe. Og dårlig samvittighed. Masser af den. 😉
Når det er nemmere at sige ja end at mærke efter
igt at kunne hjælpe andre.
Problemet opstår, når du siger ja, fordi du er bange for, hvad der sker, hvis du siger nej.
Måske er du bange for at skuffe.
Måske for konflikt.
Måske for at nogen bliver sure.
Måske for at blive valgt fra.
Eller måske har du bare lært, at det er rarest, nemmest og tryggest at være hende, der får tingene til at glide.
Så du mærker efter, hvad alle andre har brug for.
Og glemmer lidt at spørge:
Hvad har jeg brug for?
Du kan godt være sød uden at være til rådighed hele tiden
Jeg tror, mange af os har fået blandet to ting sammen:
At være et godt menneske.
Og
at være et menneske, der siger ja til alt.
Det er ikke det samme.
Du kan godt være omsorgsfuld og samtidig sige nej.
Du kan godt elske nogen og have en grænse.
Du kan godt være hjælpsom uden at stille dig til rådighed 24 timer i døgnet.
Og du må faktisk godt have lyst til noget andet end det, andre gerne vil have dig til.
Det er ikke egoistisk.
Det er bare ret almindeligt at være et menneske med egne behov.
Jeg kender det fra mig selv
Jeg har selv været en kæmpe pleaser.
Jeg troede nærmest, at jeg kunne købe kærlighed og accept ved at være sød, hjælpsom og til rådighed.
Jeg sagde ikke altid, hvad jeg egentlig mente.
Jeg tilpassede mig.
Jeg prøvede at være den, jeg troede, andre gerne ville have, jeg skulle være.
Og jeg var pissegod til det.
Problemet var bare, at jeg til sidst ikke rigtig vidste, hvem jeg var, når jeg ikke længere skulle gøre alle andre tilfredse.
Det var først, da jeg begyndte at øve mig i at sige:
“Tak, men nej tak.”
at noget begyndte at ændre sig.
Og hold kæft, hvor var det svært.
Jeg var bange for at skuffe.
Bange for at miste mennesker.
Bange for at virke besværlig.
Og ja – jeg har rystet i bukserne mange gange.
Men det var også dér, jeg begyndte at opdage noget vigtigt:
De mennesker, der kun kunne lide mig, når jeg gjorde, som de ønskede, var måske ikke nødvendigvis de mennesker, jeg havde brug for at holde fast i.
Og dem, der blev?
De kunne faktisk godt lide mig.
Ikke bare den service, jeg leverede.
Sådan begynder du at skrue ned for din indre pleaser
Du behøver ikke gå fra “ja selvfølgelig!” til “FUCK NEJ!” fra den ene dag til den anden.
Du kan begynde meget mindre.
1. Lav en tænkepause
Du behøver ikke svare med det samme.
Prøv:
“Jeg skal lige tænke over det.”
Eller:
“Lad mig lige tjekke min kalender, så vender jeg tilbage.”
Det kan føles helt åndssvagt svært i starten.
Men den lille pause giver dig mulighed for faktisk at spørge dig selv:
Har jeg lyst?
Har jeg tid?
Har jeg overskud?
Eller siger jeg ja, fordi jeg er bange for at sige nej?
2. Læg mærke til din første reaktion
Hvad sker der i dig, når nogen spørger?
Bliver du glad?
Eller kommer der et lille:
“Åh nej…”
før du når at tænke?
Det betyder ikke nødvendigvis, at svaret altid skal være nej.
Men det kan være et ret godt signal om, at du skal stoppe op og undersøge det lidt nærmere.
3. Drop de 117 forklaringer
Du behøver ikke skrive en hel roman for at legitimere dit nej.
“Nej tak, det har jeg ikke mulighed for.”
er faktisk en komplet sætning.
Du behøver ikke forklare, hvorfor.
Du behøver ikke få den anden til at synes, at dit nej er rimeligt.
Og du behøver ikke undskylde for at have et liv.
4. Lær at holde ud, at nogen måske bliver skuffede
Det her er nok den sværeste.
For hvis du er vant til at please, kan andres skuffelse føles som et alarmsignal.
Men:
En andens skuffelse betyder ikke nødvendigvis, at du har gjort noget forkert.
Nogle mennesker bliver skuffede, når de ikke får det, de gerne vil have.
Det må de faktisk godt.
Og du må også godt have sagt nej.
Tør du være lidt besværlig?
Du behøver ikke gå fra “ja selvfølgelig!” til “
Jeg ved godt, at det kan være pisseubehageligt at begynde at sætte grænser.
Du kan få dårlig samvittighed.
Du kan få lyst til straks at ringe tilbage og sige:
“Okay okay, jeg gør det alligevel!”
Lad være.
Træk vejret.
Lad det være lidt ubehageligt.
Det betyder ikke, at du er blevet et dårligt menneske.
Det betyder måske bare, at du er i gang med at gøre noget, du ikke plejer.
Og måske er det netop dér, dine egne bobler begynder at komme tilbage.
For de bobler, du mærker i maven, når du gør noget, der faktisk er rigtigt for dig?
Dem skal du ikke nødvendigvis forklare væk.
Dem skal du måske begynde at lytte lidt mere til.
FUCK NEJ!” fra den ene dag til den anden.
Du kan begynde meget mindre.
1. Lav en tænkepause
Du behøver ikke svare med det samme.
Prøv:
“Jeg skal lige tænke over det.”
Eller:
“Lad mig lige tjekke min kalender, så vender jeg tilbage.”
Det kan føles helt åndssvagt svært i starten.
Men den lille pause giver dig mulighed for faktisk at spørge dig selv:
Har jeg lyst?
Har jeg tid?
Har jeg overskud?
Eller siger jeg ja, fordi jeg er bange for at sige nej?
2. Læg mærke til din første reaktion
Hvad sker der i dig, når nogen spørger?
Bliver du glad?
Eller kommer der et lille:
“Åh nej…”
før du når at tænke?
Det betyder ikke nødvendigvis, at svaret altid skal være nej.
Men det kan være et ret godt signal om, at du skal stoppe op og undersøge det lidt nærmere.
3. Drop de 117 forklaringer
Du behøver ikke skrive en hel roman for at legitimere dit nej.
“Nej tak, det har jeg ikke mulighed for.”
er faktisk en komplet sætning.
Du behøver ikke forklare, hvorfor.
Du behøver ikke få den anden til at synes, at dit nej er rimeligt.
Og du behøver ikke undskylde for at have et liv.
4. Lær at holde ud, at nogen måske bliver skuffede
Det her er nok den sværeste.
For hvis du er vant til at please, kan andres skuffelse føles som et alarmsignal.
Men:
En andens skuffelse betyder ikke nødvendigvis, at du har gjort noget forkert.
Nogle mennesker bliver skuffede, når de ikke får det, de gerne vil have.
Det må de faktisk godt.
Og du må også godt have sagt nej.
Du må godt vælge dig selv
At sige nej handler ikke om at blive kold, egoistisk eller ligeglad med andre.
Det handler om, at du også tæller.
Dine behov.
Din tid.
Dit overskud.
Dine ønsker.
Dit liv.
Du behøver ikke længere være den, der altid får det hele til at fungere for alle andre.
Og du behøver heller ikke vente, til du er så udmattet og frustreret, at du eksploderer.
Du må gerne sige nej før.
Så nej…
Du behøver ikke være alles yndlingsperson.
Du må godt være lidt besværlig.
Du må godt skuffe nogen.
Du må godt sige:
“Det har jeg ikke lyst til.”
Og du må godt opdage, at verden faktisk ikke går under.
Man kan tude over sin manglende frihed – eller man kan begynde at sige nej til det, der dræner én.
Måske er det tid til at finde ud af, hvad dit ja egentlig skal være et ja til?