Man kan tude, eller man kan handle – men du må gerne tude først
Du må gerne græde. Bande. Være vred. Være bange. Og tænke: “Hvad fanden gør jeg nu?”
Mit motto er:
Man kan tude, eller man kan handle.
Og jeg ved godt, at det kan lyde lidt hårdt.
Som om jeg står med en pisk og råber:
“Så kom nu. Tag dig sammen!”
Det gør jeg ikke.
For jeg ved godt, at nogle gange skal man tude færdig, før man overhovedet kan se, hvad næste skridt er.
Når livet vælter det hele
Livet har det med at komme med ting, vi ikke lige havde bestilt.
En skilsmisse.
En sygdom.
En fyring.
Problemer med børnene.
En relation, der pludselig ikke fungerer længere.
En sorg.
En følelse af ikke længere at vide, hvem fanden man selv er.
Eller måske er det ikke én stor ting.
Måske er det bare summen af alt det, der har hobet sig op.
Og så står man en dag midt i det hele og tænker:
“Jeg kan simpelthen ikke mere.”
Så må du gerne tude.
Faktisk synes jeg, du skal.
Du behøver ikke straks finde den positive vinkel, lave en handleplan eller fortælle dig selv, at “det hele nok skal gå.”
Nogle gange er det eneste rigtige at sætte sig ned, græde og sige:
“Det her er fandme svært.”
Det er ikke at give op.
Det er at være et menneske.
Der er forskel på at tude og på at blive boende i det
Jeg tror på, at vi skal give plads til det, der gør ondt.
Men jeg tror ikke på, at vi skal flytte permanent ind i det.
For der er forskel på at sige:
“Det her gør virkelig ondt.”
og
“Der er ikke noget, jeg kan gøre ved det.”
Den første sætning åbner faktisk noget.
Den anden kan lukke det hele ned.
Når du tør mærke, at du er ked af det, vred, bange eller frustreret, bliver det ofte lettere at finde ud af, hvad der egentlig foregår.
Hvad er det, der gør ondt?
Hvad er du bange for?
Hvad savner du?
Hvad har du fået nok af?
Hvad har du brug for?
Og måske vigtigst:
Hvad vil du egentlig gerne herfra?
Det er dér, handlingen begynder.
Du behøver ikke vide, hvad næste kapitel skal hedde
Det er noget af det, jeg synes, vi mennesker gør unødigt svært.
Vi tror, at vi skal have hele planen klar, før vi kan tage det første skridt.
Det skal vi ikke.
Når livet har slået en kolbøtte, er det måske ikke meningen, at du skal vide, hvor du ender.
Måske skal du bare finde ud af, hvad der er det første lille skridt.
Det kan være at sige fra.
At ringe til nogen.
At bede om hjælp.
At få sagt det højt, du har gået og tænkt på i månedsvis.
At undersøge, hvad du faktisk selv ønsker.
Eller bare at stå op, tage et bad og få noget ordentligt at spise.
Ja. Nogle gange er det faktisk dér, vi starter.
Ikke særlig glamourøst.
Men det virker.
Jeg har også selv tudet
Jeg har ikke en særlig hemmelig adgangsbillet til et liv uden lort på vejen.
Jeg bliver også væltet.
Jeg bliver også ked af det.
Og ja – jeg kan også få lyst til at lægge mig under dynen og erklære resten af dagen for aflyst.
Det må jeg gerne.
Men jeg har efterhånden lært noget vigtigt:
Jeg behøver ikke løse hele mit liv, mens jeg stadig ligger og tuder.
Først må jeg få vejret.
Så må jeg mærke efter.
Og så kan jeg begynde at kigge på, hvad jeg faktisk kan gøre.
Det er noget helt andet end at tage sig sammen.
Det handler ikke om at presse sig selv videre.
Det handler om på et tidspunkt at tage sit eget liv tilbage i hænderne.
Hvad er dit næste lille skridt?
Måske står du lige nu midt i noget, hvor du slet ikke kan se vejen videre.
Så skal du ikke nødvendigvis finde hele vejen.
Start med at spørge dig selv:
Hvad ved jeg lige nu?
Hvad føler jeg?
Hvad har jeg brug for?
Og hvad er det mindste skridt, jeg kan tage herfra?
Du behøver ikke have styr på det hele.
Du behøver ikke være stærk hele tiden.
Og du behøver bestemt heller ikke være stærk, når du sidder overfor mig.
Hos mig må du gerne komme med hele baduljen.
Tårerne.
Vreden.
Forvirringen.
De grimme tanker.
Og alle de ting, du måske ikke synes, du kan sige højt andre steder.
Så finder vi sammen ud af, hvad der egentlig foregår.
Og når du har fået vejret igen, begynder vi at kigge på, hvad du vil herfra.
For det er dér, du langsomt begynder at finde din vej videre.
Man kan tude, eller man kan handle.
Men helt ærligt?
Nogle gange skal man tude først.
Har du brug for et sted, hvor du må lægge det hele fra dig et øjeblik – og bagefter finde ud af, hvad du gør herfra?