Aben på skulderen – hvilke mønstre har du slæbt med dig?
Har du nogensinde gjort noget, du egentlig ikke havde lyst til – og bagefter tænkt: “Hvorfor fanden sagde jeg ja til det?”
Eller måske har du siddet i en situation, hvor du egentlig havde noget, du gerne ville sige, men alligevel holdt mund.
Måske fordi du ikke ville skabe dårlig stemning.
Måske fordi du var bange for at skuffe nogen.
Måske fordi du tænkte, at det nok var nemmere bare at lade være.
Jeg kalder den slags for aben på skulderen.
Den lille stemme, der kommer med gamle beskeder om, hvordan du bør være, hvad du skal gøre, og hvad der mon sker, hvis du gør noget andet.
Og nogle gange er den abe altså lidt af en røv.
Aben er ikke født i går
Vi får ikke alle sammen de samme aber.
Nogle har lært:
“Vær sød.”
Andre:
“Du skal være dygtig.”
“Du må ikke fylde.”
“Lad være med at lave ballade.”
“Klar det selv.”
“Du skal tænke på de andre først.”
“Du må hellere holde din mund.”
Og mange af de beskeder har sikkert givet mening på et tidspunkt i vores liv.
Måske lærte du tidligt, at det var smartest at være den sjove.
Eller den dygtige.
Eller den nemme.
Eller hende, der altid kunne klare det hele.
Måske blev du god til at mærke, hvad andre havde brug for, før du overhovedet nåede at spørge dig selv.
Det er ikke nødvendigvis dårlige egenskaber.
Tværtimod.
De kan have hjulpet dig langt.
Problemet opstår først, når de gamle strategier stadig bestemmer, selvom dit liv har ændret sig.
Når den gamle abe flytter med ind i voksenlivet
Det kan være lidt pudsigt.
For du er måske voksen.
Du bestemmer selv.
Du har dit eget hjem, din egen økonomi, dit eget arbejde og dit eget liv.
Og alligevel kan en gammel lille stemme pludselig dukke op:
“Det må du hellere lade være med.”
“Hvad vil de andre tænke?”
“Du kan da ikke bare sige nej.”
“Er du nu også sikker på, at du kan finde ud af det?”
Og vupti.
Så sidder aben der igen.
Det kan være til et personalemøde, hvor du ikke får sagt det, du egentlig mener.
I et parforhold, hvor du siger ja, selvom hele dit indre siger nej.
Når du overvejer at skifte retning, men bliver ved med at fortælle dig selv, at det nok er for sent.
Eller når du står overfor et valg og automatisk spørger:
“Hvad synes de andre, jeg skal gøre?”
før du overhovedet når at spørge:
“Hvad vil jeg?”
Det gamle mønster er ikke din fjende
Her synes jeg, vi skal passe på med at gøre vores gamle mønstre til noget, der bare skal fjernes.
For måske har dit mønster faktisk hjulpet dig.
Hvis du lærte at være den, der klarede alting selv, kan det have gjort dig utrolig handlekraftig.
Hvis du lærte at mærke andre mennesker, er det måske en af grundene til, at du i dag er god til netop det.
Hvis du lærte at holde hovedet koldt, når andre gik i panik, har det sikkert også været en styrke.
Så jeg har ikke lyst til at fortælle dig:
“Din abe er problemet. Få den væk.”
Jeg vil meget hellere spørge:
Hjælper den dig stadig?
For det er noget andet.
Du behøver ikke smide hele din historie ud.
Du skal måske bare begynde at opdage, hvornår den gamle historie tager styringen.
Hvad siger din abe?
Prøv at lægge mærke til de situationer, hvor du igen og igen gør det samme, selvom du egentlig gerne vil gøre noget andet.
Hvad plejer du at sige til dig selv?
Er det:
“Jeg vil ikke skuffe nogen.”
“Det er nok mig, der er besværlig.”
“Jeg kan godt lige klare det selv.”
“Det er ikke så vigtigt, hvad jeg vil.”
“Nu skal jeg heller ikke være egoistisk.”
“Jeg burde kunne finde ud af det her.”
Så prøv at stoppe op.
Ikke for at skælde dig selv ud.
Bare for at opdage det.
For du kan ikke vælge anderledes, hvis du ikke opdager, hvad du gør.
Du behøver ikke slå aben ihjel
Måske skal du faktisk bare begynde at svare den.
Når den siger:
“Du kan ikke bare sige nej.”
kan du sige:
“Jo. Det kan jeg faktisk godt.”
Når den siger:
“Hvad vil de andre tænke?”
kan du spørge:
“Hvad tænker jeg selv?”
Når den siger:
“Du må hellere gøre alle andre tilfredse.”
kan du svare:
“Det er ikke mit job.”
Og når den siger:
“Du kan ikke finde ud af det.”
kan du måske hive Pippi frem:
“Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt.”
Det behøver ikke være stort.
Faktisk er de små handlinger ofte de mest interessante.
Et nej.
En ærlig besked.
En samtale, du har udskudt.
Et valg, du tager uden først at spørge fem andre mennesker.
Et øjeblik, hvor du mærker:
“Det her vil jeg faktisk.”
Du må godt skrive din egen historie videre
Vi kommer alle sammen med noget.
Nogle mønstre.
Nogle erfaringer.
Nogle ting, vi har lært undervejs.
Men det betyder ikke, at de skal bestemme resten af historien.
Du må godt forstå, hvorfor du gør, som du gør – uden at bruge det som en undskyldning for aldrig at gøre noget andet.
Og du behøver heller ikke blive en helt ny version af dig selv.
Måske handler det bare om at blive lidt mere bevidst om, hvornår du lever efter gamle regler, og hvornår du faktisk vælger selv.
Det er en ret stor forskel.
Så næste gang du mærker den der velkendte stemme på skulderen, så prøv ikke straks at få den til at holde kæft.
Stop op.
Lyt.
Og spørg:
“Er det her faktisk det, jeg mener – eller er det bare noget, jeg har lært?”
Det spørgsmål kan åbne en hel del.
For måske er det ikke aben, der skal væk.
Måske skal du bare begynde at bestemme, hvornår den får lov til at tale – og hvornår du selv tager ordet.
Hvilken gammel abe opdager du hos dig selv?
Og hvad ville der ske, hvis du næste gang valgte at gøre noget lidt anderledes?
Man kan tude over de gamle mønstre – eller man kan begynde at undersøge, hvad man vil gøre anderledes.