Når livet føles som en kamp – og du tror, det skal være sådan
Hvad nu, hvis det ikke behøver være så hårdt, som du har lært at tro?
Du kender det måske.
At livet føles som en lang op ad bakke.
At du skal kæmpe for kærlighed, for anerkendelse, for plads og for retten til bare at være dig.
Og måske har du efterhånden vænnet dig så meget til det, at du tænker:
“Sådan er livet jo bare.”
Men hvad nu, hvis det ikke er hele sandheden?
Hvad nu, hvis du har lært nogle måder at forstå dig selv og verden på, som engang gav mening – men som ikke nødvendigvis hjælper dig særlig godt i dag?
Jeg troede længe, at livet var en kamp
Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg i mange år haft en grundlæggende følelse af, at livet var noget, jeg skulle kæmpe mig igennem.
Jeg havde oplevet ting i min opvækst, som satte deres spor.
Min far forsvandt stort set ud af mit liv, da jeg var helt lille. Min mor havde ikke selv meget overskud eller selvtillid at give videre, og den mand, hun senere fandt sammen med, brugte vold som en del af sin opdragelse.
Jeg lærte tidligt at være stille, passe på og forsøge at undgå ballade.
Skolen blev heller ikke noget fristed. Jeg blev mobbet gennem store dele af min skoletid, og det satte sig selvfølgelig også i mit syn på mig selv.
Senere mistede jeg min mor, oplevede svigt i kærligheden og endte i relationer, hvor mine egne grænser blev overskredet.
Når jeg ser tilbage, kan jeg godt forstå, at jeg fik en forestilling om, at livet var hårdt, og at jeg skulle kæmpe for at få noget godt.
Det var den virkelighed, jeg kendte.
Men det betyder ikke, at det var den eneste virkelighed, der fandtes.
De sætninger, vi kommer til at leve efter
Vi mennesker danner os forestillinger om os selv og verden ud fra det, vi oplever.
Nogle af dem er helt bevidste.
Andre ligger mere i baggrunden og påvirker vores valg, uden at vi nødvendigvis opdager det.
Det kan være sætninger som:
Jeg skal klare alting selv.
Jeg er ikke god nok.
Jeg skal gøre mig fortjent til kærlighed.
Hvis jeg siger fra, bliver andre vrede.
Det er bedst ikke at fylde for meget.
Ting skal være svære, før de er noget værd.
Måske har du aldrig sagt sætningerne højt.
Men du kan alligevel komme til at handle, som om de er sande.
Du siger ja, selvom du mener nej.
Du arbejder lidt hårdere for at få anerkendelse.
Du bliver i en relation, hvor du ikke rigtig trives.
Eller du tager automatisk ansvaret, når noget går galt.
Og måske tænker du slet ikke over, hvorfor du gør det.
Det er bare sådan, du plejer.
Det, du har lært, behøver ikke bestemme resten af dit liv
Jeg synes, det er vigtigt at skelne mellem to ting:
Det, du har oplevet, og den betydning, du med tiden er kommet til at give det.
Hvis du for eksempel gentagne gange har oplevet, at andre blev vrede, når du sagde fra, kan du have lært, at det er farligt at sætte grænser.
Men det betyder ikke, at alle mennesker bliver vrede, når du siger nej.
Hvis du har oplevet svigt i kærligheden, kan du komme til at forvente, at det sker igen.
Men det betyder ikke, at alle relationer ender sådan.
Og hvis du har fået følelsen af, at du skal præstere for at være noget værd, betyder det ikke, at du faktisk skal gøre dig fortjent til at have værdi.
Din historie er en del af dig. Men den behøver ikke være en manual for resten af dit liv.
Vi kommer alle til at give noget videre
Jeg har selv en datter, som betyder alverden for mig.
Og jeg er ikke så naiv, at jeg tror, jeg har gjort alting rigtigt som mor.
Selvfølgelig har jeg også givet noget videre, som jeg ikke nødvendigvis ville have valgt, hvis jeg havde vidst dengang, hvad jeg ved i dag.
Det gør vi mennesker.
Vi påvirker hinanden. Også uden at ville det.
Men jeg synes faktisk, der ligger noget fint i at opdage det.
For når vi bliver opmærksomme på vores egne reaktioner og vaner, får vi også mulighed for at vælge anderledes.
Ikke ved at placere skyld hos vores forældre eller os selv.
Men ved at tage stilling til, hvad vi gerne vil føre videre – og hvad vi gerne vil gøre på en anden måde.
Og det gælder både i forhold til vores børn, vores partner, vores venner og ikke mindst os selv.
Jeg ser det også i samtaler med andre
Jeg møder mennesker, som på mange måder har styr på deres liv.
De er dygtige, reflekterede og har tænkt meget over, hvorfor de reagerer, som de gør.
Alligevel kan de sidde fast i nogle bestemte forestillinger om sig selv.
En kan være overbevist om, at hun ikke er god nok, selvom hun igen og igen får anerkendelse for sit arbejde.
En anden kan have svært ved at stole på kærligheden, fordi tidligere erfaringer har lært hende at forvente svigt.
En tredje kan have svært ved at sige fra, fordi tanken om at skuffe andre fylder mere end hendes egne behov.
Det interessante er ikke at fortælle dem, at de bare skal tænke anderledes.
Det interessante er at undersøge:
Hvad bygger den forestilling egentlig på?
Hvad ved du med sikkerhed?
Hvad forventer du, fordi det er sådan, det plejer at være?
Og er det stadig sådan, du ønsker at leve?
Hvordan begynder du at udfordre det, du tror på?
Du ændrer ikke nødvendigvis en gammel forestilling ved at beslutte dig for, at den ikke længere gælder.
Og du behøver heller ikke finde én bestemt episode i din barndom, som forklarer det hele.
Du kan begynde med at blive nysgerrig på det, der sker i dit liv lige nu.
Prøv for eksempel at spørge dig selv:
1. Hvilken sætning fortæller jeg mig selv igen og igen?
Er det “jeg skal klare det selv”, “jeg er ikke god nok” eller “det bliver alligevel svært”?
2. Hvad bygger jeg den forestilling på?
Er det noget, jeg ved? Noget, jeg har oplevet? Eller noget, jeg forventer vil ske?
3. Hjælper den mig stadig?
Er den med til at give mig muligheder – eller holder den mig fast i noget, jeg egentlig gerne vil væk fra?
4. Hvad kunne jeg prøve at gøre anderledes?
Ikke hele livet på én gang.
Bare én situation, hvor du øver dig i at vælge noget andet.
Måske siger du nej.
Måske beder du om hjælp.
Måske lader du være med at tage ansvaret for noget, der faktisk ikke er dit.
Det behøver ikke være stort for at være vigtigt.
Jeg arbejder stadig med min egen forestilling om, at livet er hårdt
Jeg har arbejdet meget med mig selv gennem årene.
Og alligevel kan den gamle følelse dukke op, når livet pludselig giver mig et ordentligt mavepuster.
Så kan jeg godt nå at tænke:
“Selvfølgelig. Det skal også være besværligt.”
Men i dag opdager jeg det hurtigere.
Jeg kan godt have en dårlig dag uden at konkludere, at hele livet er noget møg.
Jeg kan godt stå i en svær situation uden at beslutte, at sådan bliver det altid.
Og jeg kan godt bede om hjælp i stedet for at insistere på, at jeg skal klare det hele selv.
Det er ikke, fordi livet aldrig er svært.
Det er det selvfølgelig.
Men der er forskel på, at livet indimellem er hårdt, og på at gå rundt med en forventning om, at det altid skal være det.
Det må godt være let.
Ikke altid. Ikke hele tiden.
Men det må godt.
Og det behøver du faktisk ikke have dårlig samvittighed over.
Måske er det tid til at stille spørgsmål ved den gamle sandhed
Hvis du har levet længe med en forestilling om, at du skal kæmpe for alting, kan det være svært overhovedet at forestille sig noget andet.
Men prøv alligevel.
Hvad nu, hvis du ikke behøver kæmpe for at blive hørt?
Hvad nu, hvis du godt må sige nej?
Hvad nu, hvis kærlighed ikke skal gøre ondt for at være ægte?
Hvad nu, hvis du ikke skal præstere for at være værd at være sammen med?
Du behøver ikke tro på det hele fra i morgen.
Du kan begynde med at undersøge, om den gamle sandhed stadig passer.
For måske er det ikke livet, der skal laves helt om.
Måske er det nogle af de forestillinger, du har taget med dig, der trænger til et eftersyn.
Man kan tude over alt det, livet har budt på – og det må man gerne. Men man behøver ikke lade fortiden bestemme, hvad man forventer af fremtiden.
Skal vi undersøge det sammen?
Hvis du oplever, at du bliver ved med at havne i de samme situationer eller reagere på måder, du egentlig gerne vil ændre, kan det være hjælpsomt at få et andet blik på det.
I mine samtaler hjælper jeg dig med at få øje på, hvad der foregår, hvad du selv ønsker, og hvilke muligheder du har herfra.