Om overbevisninger, der formes i smerte – og hvordan vi bryder dem
Du kender det måske.
At livet føles tungt og som en opadgående kamp.
At du skal kæmpe for hvert skridt. For kærlighed. For ro. For plads til bare at være dig.
Og du tænker måske:
“Hey – det er jo bare sådan, livet er…”
Men hvad nu, hvis det ikke er sandt?
Hvad nu, hvis det bare er en overbevisning, du har fået med dig – lang tid før du kunne vælge selv?
Okay, nu kommer du tættere på mig.
Faktisk helt tæt på…
For jeg ved, hvad det vil sige at tro, at livet er en kamp – altså sådan en kamp med skjold og sværd og hele molevitten.
For sådan har det været for mig det meste af mit liv.
Jeg er vokset op i en dysfunktionel familie. Mine forældre blev skilt, da jeg var et år.
Og det blev farvel til min far… Pist borte ud af mit liv næsten indtil den dag han døde…
Min mor – ja, hende er jeg vokset op hos. Men hun var en kvinde uden ret meget selvtillid – og derfor kunne hun ikke lære mig at stå op for mig selv.
Hun fandt nemlig en mand, der syntes, “at børn tager ikke skade af en røvfuld” – og dermed mente han, at det var helt okay at slå børn.
Så jeg lærte tidligt:
Hvis jeg bare er stille og lister langs væggen, så undgår jeg de næsten daglige øretæver.
Men frygten har hele livet siddet i mig, for jeg har set ting, børn ikke burde se eller opleve.
Jeg blev mobbet voldsomt.
Stort set hele mit skoleliv.
Og ikke bare “brilleabe” og hvad man ellers kalder hinanden…
Nej, det var buksevand, daglige spark, slag og ødelæggende tilråb.
Den selvtillid, jeg ikke havde i forvejen, blev smadret fuldstændigt.
I dag tænker jeg ofte:
Hvorfor var der ingen, der greb ind? Så, hvad der skete? Hjælp mig…
Man skulle tro, at da jeg trådte ind i voksenlivet, ændrede ting sig…
Men nej.
Jeg startede voksenlivet (for mig er det fra 20+ år) med, at min mor døde efter kort tids sygdom.
Det sendte mig igennem en krise med bulimi, identitetskrise og et endnu dårligere selvværd.
Jeg fandt en kæreste, flyttede sammen med ham – og efter 2 år fik jeg et opkald, der føltes som verdens dårligste drøm.
Ham, jeg boede med og var kærester med, havde det sidste år haft en forlovede…
Bagefter gik jeg direkte ind i et voldeligt forhold, som jeg af mange årsager blev i i en del år.
Så ja – jeg fik tidligt i livet skabt en grundlæggende overbevisning:
At livet er hårdt.
At kærlighed er noget, man må kæmpe for.
Og at intet er og må være let.
Lad os lige tale samme sprog.
En overbevisning er en indre “sandhed”.
Det er en grundlæggende opfattelse af, hvordan verden (og du selv) fungerer.
De dannes typisk i barndommen.
Du ser noget – igen og igen – og så drager du en konklusion.
Det kan lyde sådan her:
“Jeg er forkert”
“Det er min skyld, når andre bliver vrede”
“Ting skal være svære”
“Jeg er ikke værd at elske”
“Der er ikke plads til mig”
Overbevisninger bliver til filtre, du ser hele livet igennem.
Jo mere de gentages – jo dybere forankres de.
Refleksionsspørgsmål:
Der er ingen baby, der kommer til verden og tænker:
“Jeg skal præstere for at være elsket.”
Det lærer vi.
Ofte gennem smerte – nogle gange fysisk (som jeg gjorde), andre gange følelsesmæssigt.
En bemærkning om dine lår. En forælder, der ikke ser dig. En pædagog, der ikke møder dig.
Og det er vigtigt her at sige:
“De fleste overbevisninger er ikke skabt af onde mennesker.
De er skabt i relationer, hvor folk gjorde det bedste, de kunne – med de ressourcer, de havde.”
Jeg har selv en datter.
Følger du med på mine sociale medier, har du helt sikkert hørt mig omtale hende som mit guld.
For hun er min stolthed og et meget vigtigt menneske i mit liv.
Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun har overbevisninger, som jeg – uden at vide det – har været med til at skabe tidligt i hendes liv.
Men i dag, hvor hun er voksen, hjælper jeg hende med at få øje på dem.
Så hun ikke skal bære det videre.
“For det er fandeme træls at slæbe rundt på en overbevisning om, at livet er hårdt – for så bliver det sgu hårdt…”
Jeg er ikke den eneste, der bøvler med overbevisninger.
Jeg ser det igen og igen, når jeg sidder i min lille hule og har intuitive samtaler om livet.
De mennesker, jeg taler med, er kloge, reflekterede – og har arbejdet meget med sig selv.
Og alligevel sidder de og føler sig:
Forkerte
For meget
For lidt
For alt
Det handler ikke om virkeligheden.
Det handler om gamle overbevisninger, de har fået med sig i livet.
En klient sagde:
“Jeg ved godt inderst inde, at jeg ikke er tyk. Men jeg føler mig tyk – altid. Derfor er jeg altid på kur.”
Det viste sig da vi havde gravet længe at det var en overbevisning en pige i klassen engang havde skabt hos klienten da hun i en gymnastiktime udbrød ”du er så tyk at du ikke engang kan hoppe over buk” og den sætning havde skabt en overbevisning om at klienten var tyk.
En anden sagde:
“Jeg ved, jeg burde stille krav i kærlighed. Men jeg bliver lille, hver gang han ikke skriver.”
Det bundede i at en teenageflirt, havde ghostede hende.
En tredje sagde:
“Jeg har haft succes på jobbet i 15 år – og stadig tror jeg ikke, jeg er god nok.”
Det bundede i hans far engang havde skældt ham ud for ikke at være grundig nok med lektierne.
Så vi kan nok blive enige om at det ikke er rationelt.
Men det er gamle overbevisninger, der bor i kroppen.
Refleksionsspørgsmål:
Du ændrer ikke en overbevisning ved at tale dig fra den eller fra den ene dag til den anden.
Du ændrer den ved at blive opmærksom på den – og derefter handle anderledes.
Noget af det du kan gøre er:
Lad mig bare sige at jeg har arbejdet intenst med mine overbevisninger. Nøj jeg har arbejdet længe, dybt, kærligt osv…
Men den med at livet er hårdt? Ja den dukker stadig op når livet rammer (som det jo gør nogle gange)
Ikke som en sætning, jeg tror på.
Men mere som en følelse. En grundstemning, der kan ramme mig, når livet strammer til.
Når det sker så minder jeg mig selv om:
Men det kræver, at vi tør slippe det gamle.
At vi tør tro på, at det ikke er svaghed, når livet ikke er en kamp.
Det er frihed.
“Det er derfor, jeg har det sådan…”
Så er du ikke alene.
Jeg ved, hvordan det føles.
Og jeg ved, hvordan det føles at bryde ud af det.
I mine “Intuitive samtaler om livet” arbejder vi netop med det, du ikke kan tænke dig ud af.
Vi finder roden.
Vi løsner det, der sidder fast i kroppen.
Og vi skaber nye overbevisninger, som ikke er bygget på smerte – men på sandhed.
Reflektionsspørgsmål til dig:
Hvilken overbevisning holder mig fast?
Hvor stammer den fra?
Hvad ville der ske, hvis jeg troede på noget andet?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine tanker direkte i din indbakke. Her er ingen freebies eller smarte salgstricks – bare inspiration til dig, der er klar til at tage ansvaret hjem.
Kontakt & Info
Grethe Smedegaard
5000 Odense C
Det hurtige overblik
Følg mig på de social medier