Det er alt det, du gør for ikke at mærke dem.
Du ved det godt, ikke?
At du dulmer.
Du dulmer, når du spiser den chokolade, du egentlig ikke har lyst til, men alligevel spiser.
Når du hælder endnu et glas vin op, selvom du allerede mærker, at du er mere bedøvet end nærværende.
Når du falder i armene på nogen – ikke fordi det føles rigtigt, men fordi du ikke kan holde dit eget selskab ud.
Jeg ved alt om det.
For jeg har selv været der…
Jeg har dulmet mine følelser med mad.
Resultatet? Jeg ramte 120 kilo.
Og det værste? Jeg opdagede det først, da jeg så et billede af mig selv og udbrød:
“FUCK. FUCK. FUCK…”
Jeg har dulmet med alkohol.
Fordi det var nemmere at drikke mig væk fra den smerte, jeg ikke kunne holde ud at mærke.
Fra de relationer, jeg slet ikke burde have været i.
Og jeg har dulmet – helt vildt og voldsomt – i relationer.
Mænd, der overtrådte mine grænser big time.
Mænd, jeg gav lov til at ødelægge mig.
Fysisk og psykisk voldelige mænd, der fjernede alt selvtillid fra mig.
Venskaber, hvor jeg skulle give og give og give – uden at få andet end “velmenende” råd om alt det, der var galt med mig.
Alt sammen pakket ind i sætningen:
“Jeg siger det kun, fordi jeg vil passe på dig.”
Alt det dulmeri havde ét formål:
At jeg ikke skulle mærke det, der gjorde ondt.
At jeg kunne blive i offerrollen og skrige op i håb om, at nogen endelig ville høre mig.
Du kan ikke løbe fra dine følelser.
Du kan dulme dem i en kort periode. Eller i en lang.
Det gjorde jeg.
Men de kommer igen.
Højere. Tydeligere. Stærkere.
Indtil du lytter.
Det er ikke dine følelser, der fucker dit liv op.
Det er flugten fra dem, der gør det.
Det er vinen, der bliver en vane.
Maden, der bliver en trøst.
Relationerne, der bliver en overlevelsesstrategi.
Og jeg forstår dig. Tro mig, det gør jeg.
For når du aldrig har lært at rumme dine følelser – hvordan skulle du så kunne holde dem ud?
Du dulmer, fordi du er menneske.
Vi dulmer, når vi ikke kan være i:
tristheden
vreden
frygten for at blive forladt
skuffelsen over, at livet ikke blev, som vi håbede
eller når vi frygter, at vi ender som kattedamen med de ni katte (læs: ensomheden)
Men følelserne er ikke dine fjender.
De er dine vejvisere.
Dine dybeste guider tilbage til dig.
Når du tør mærke, vil du opdage, at det ikke er farligt.
Det er bare dit eget hjerte, der banker.
Din længsel, der taler.
Dine grænser, der gør opmærksom på sig selv.
Det kræver ærlighed. Stilhed.
Og en vilje til at stå midt i alt det, du har forsøgt at holde nede.
Men det er også her, friheden bor.
Du vil aldrig finde kærligheden ude i verden, før du har mødt dine egne følelser.
Jeg plejer at sige til mine klienter:
Du møder ikke kærligheden, før du er blevet forelsket i dig selv.
Altså rigtig forelsket – helt ind i kernen, ikke bare på overfladen.
Du vil aldrig finde ro i kroppen, så længe du er på flugt fra det, der kalder indefra.
Og du vil aldrig stå stærkt, før du tør stå stille.
Være alene med dig selv.
Uden at skrive med tusind andre, bare for at undgå stilheden.
Hvad dulmer du med – og hvad dulmer du fra?
Hvad ville der ske, hvis du ikke flygtede – men lyttede?
Det er ikke nemt.
Men det er ægte.
Og det er det eneste sted, hvor reel forandring begynder.
Jeg er lige her, hvis du har brug for én at tage i hånden, mens du går vejen.
Det er bl.a. det, vi gør i intuitive samtaler om livet.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine tanker direkte i din indbakke. Her er ingen freebies eller smarte salgstricks – bare inspiration til dig, der er klar til at tage ansvaret hjem.
Kontakt & Info
Grethe Smedegaard
5000 Odense C
Det hurtige overblik
Følg mig på de social medier